Hvem står bag?

Mere end 50 frivillige ildsjæle

youmefamily

YouMe Family er en non-profit forening drevet af frivillige. Vores fornemmeste mål er at gøre en forskel for de hjælpeorganisationer, vi samarbejder med.

Der er ingen økonomiske interesser eller investorer bag YouMe Family, ej heller nogen ansatte. Foreningen drives udelukkende af frivillige ildsjæle med ønsket om at være med til at gøre en forskel og skabe noget stort.

Historien bag projektet

Mange projekter starter med en god idé eller et konkret produkt. Udgangspunktet for YouMe Family var dog et andet. En række ildsjæle satte sig sammen med det mål at indsamle penge, som danske hjælpeorganisationer ellers aldrig havde fået. Dvs. vi ville finde måder, hvorpå vi kunne gøre en forskel for organisationerne – og tage del i et frivilligt projekt, som gav mening for os selv.

Det første resultat af anstrengelserne blev shopping-portalen YouMe Shopping. Vi har sidenhen udvidet vores aktiviteter med events og forskellige muligheder for at støtte hjælpeorganisationer gennem det forbrug, man som privatperson alligevel har.

Siden grundstenen til projektet blev lagt i den tidlige sommer 2011, er der kommet mange flere ildsjæle til. Idéen til YouMe Family er således blevet til gennem en kombination af mange idérige, kreative og kompetente menneskers fælles indsats.​

Derfor har projektet også haft flere navne og flere idémænd frem til, at vi i starten af 2012 kunne præsentere først YouMe Shopping og Who Cares Wins og efterfølgende alle de andre projekter, som er samlet i det, vi nu kalder YouMe Family.

Navnet YouMe Family hentyder til, at du og jeg i fællesskab kan gøre en forskel – en forskel, der både er god for os selv og for andre, og som faktisk ikke kræver det store af os. Vi vil gerne invitere dig med i familien!

YouMe Family’s værdier, strategi og målplanlægges i fællesskab af foreningens frivillige, men vi har naturligvis en bestyrelse, som formelt tager beslutningerne og står til ansvar for vores handlinger og værdigrundlag.