Baggrund

Hvornår blev familien etableret?

YouMe Family (CVR 34744610) blev stiftet som forening i sommeren 2011. Det skete ud fra et ønske om at samle ildsjæle, der gerne vil gøre en forskel i forhold til social ansvarlighed, bæredygtighed og social innovation. Siden er foreningen vokset og tæller i dag flere end 50 medlemmer, som alle arbejder ulønnet på at gøre familien stor og stærk.

Vores børn

Vi ser YouMe Family som både en bevægelse og en familie med små børn. Disse børn er vores forskellige projekter, som vi arbejder på at gøre til stærke, passionerede og bæredygtige individer. De er vigtige i vores liv, og de giver os glæde og mening at arbejde med.
Desuden er vi en bevægelse, fordi vi inkluderer brugerne i alt, hvad vi gør, og forsøger at give dig så meget indflydelse som overhovedet muligt. Kun via dit engagement kan vi sammen gøre en forskel!

Med hjerne og hjerte

Vi tror som forening på, at bæredygtig forandring fremover skal ske med både hjerne og hjerte. Dvs. at virksomheder, projekter og bevægelser dels har til formål at være økonomisk bæredygtige og dels kan drage nytte af at tage et ansvar i forhold til miljø, medarbejdere, leverandører etc.

100 % åbenhed

Vi lægger alting åbent ud. Du kan til enhver tid kontakte os og bede om vores regnskaber, vedtægter osv. Nedenfor finder du links til de vigtigste af disse dokumenter. Savner du noget, så skriv direkte til vores bestyrelsesformand Kasper Tikjøb Andersen​:

Vedtægter
Etik

Regnskaber (offentliggøres medio 2013 når det første revisor-godkende regnskab foreligger – godkendes af Deloitte).

 

Foreningens bestyrelse

YouMe Familys drift og fremtid planlægges i fællesskab af foreningens frivillige, men vi har naturligvis en bestyrelse, som formelt tager beslutningerne og står til ansvar for foreningen. Den består p.t. af følgende medlemmer:

Kasper Tikjøb Andersen (Formand) – stifter af virksomheden Azero m.m.
Ole Jakob Thorsen (Næstformand) – stifter af teleselskabet Bibob
Jens Guttorm (Kasserer) – Økonomichef i NEF Fonden
Rasmus Gylling (Sekretær) – Freelance journalist
Thomas R. Adamsen – Stifter og ejer af smykkeproducenten Pilgrim Smykker
Peter Berg Hansen – Finance Manager hos BDO Denmark.